EU-programmet Grundtvig2

Af Agnete Andersson, formand for FO Jægerspris

Cirius holder skrivekursus to gange i september om Grundtvig2.

Og hva’ så?

Jo, det er meget vigtigt! Cirius er den institution, der bestyrer EU-midlerne til projekter i Danmark – og i øvrigt også Nordplusmidlerne. Grundtvig er et af EU-programmerne under Socrates, og det har med voksenundervisning at gøre. Især Grundtvig2 er helt nede på jorden – og egnet til FO- og husflidsafdelinger!

Lidt baggrund
I september 2003 fik jeg en meddelelse om en konference i Italien afholdt af EU, som drejede sig om at skabe grupper, der ville arbejde med et fælles projekt inden for voksenundervisning under Grundtvig2. Jeg fandt det interessant – også fordi rejse og ophold var betalt! Så jeg meldte mig og var så heldig at blive optaget.

Konferencen var meget italiensk – begyndelsestidspunktet overholdtes ikke, ingen oversættelse til alenlange indledninger på italiensk, lange og mange pauser – men der var mange spændende mennesker til stede fra mange lande, og samtalen var livlig og vedkommende.

Projektet blev udformet
Det viste sig, at flere andre deltagere var interesseret i det emne, jeg havde bragt med mig hjemmefra: arbejde med indvandrere. Den sidste dag var vi seks deltagere, som satte os sammen og udformede et projekt: ”Ways from Exclusion to Inclusion as an Active European Citizen”.

Vi formulerede målbeskrivelse, fælles forløb med 4 seminarer over to år og udvekslede navne og adresser. Efter forskellige forviklinger (en uge inden ansøgningsfristen måtte koordinatoren fra Ungarn melde fra, da hans bestyrelse ikke kunne finde midler til hans arbejdstid i projektet – det lykkedes at finde en handlekraftig ny polsk deltager – udnævnelse af ny koordinator med mere) fik fem partnere afleveret ansøgning til fristen 1. marts. I Finland er den marginaliserede gruppe hjemmegående, ensomme kvinder, i Belgien unge muslimske indvandrere, i Polen fysisk handicappede, i Sverige socialt handicappede unge og i Danmark nydanskere – flygtninge, indvandrere og dansk gifte. Alle disse grupper kan gå ind under den fælles paraply. Og så måtte vi bare vente på afgørelserne. 

Projektet blev godkendt
I midten af juni kom meddelelsen fra Cirius om, at alle fem partnere er blevet godkendt, og kontrakt samt penge kommer midt i august. Så kan vi gå i gang med et toårigt projekt, som på dansk er blevet til: ”Fra passiv tilskuer til aktiv samfundsborger – integration af en marginaliseret gruppe i samfundet”.

Det drejer sig om et klubtilbud til nydanskere, som får støtte til at opsøge klubber eller andre organisationer på fritidsområdet, som de er interesseret i, for at analysere og beskrive dem i tekst, foto og evt. lyd. Disse minirapporter bliver bearbejdet, oversat til engelsk og sendt til de øvrige partnere. Ligeledes modtager vi input fra Belgien, Finland, Polen og Sverige.

Endvidere indgår i alt fire seminarer for dels ledere og dels kursister i Belgien, Polen, Danmark og Finland.

Den eneste hurdle har været aflønning af ledere. Et beløb til løn er ikke inkluderet i EU-bevillingen, så der er brugt en del timer på at finde andre tilskudsmuligheder. I skrivende stund er fem ansøgninger sendt af sted, og forhåbentlig kommer nogle af dem hjem med positivt resultat.

Emnet er frit
Det er meget spændende at arbejde ud over de nationale grænser, og inden for Grundtvig2 kan man selv vælge sit emne. Det kan lige så vel være væveteknikker som multikulturelle aktiviteter eller metoder til engelskundervisning for ordblinde…

Så: Hvis du har kontakt til et par udenlandske kolleger, kan I lave et Grundtvig2-projekt og få penge fra EU via Cirius til administration, undervisning af kursister og rejse samt ophold til ledere og kursister. Der skal mindst være tre EU-lande involveret – og gerne et af de nye medlemmer.

Hvis nogen har ønske om flere oplysninger, er I velkommen til at kontakte enten Eva Mejnert, der er formand i NETOP Frederikssund, eller mig.