Integration med kultur

NETOP Hvidovre er partner i et læringsprojekt (ARTSCETRA), der har til formål at udveksle erfaringer om brugen af kulturelle tilbud for at integrere udsatte grupper i samfundet. Foreningen har i forvejen et samarbejde med det lokale kulturcenter for indvandrerkvinder Buqetten. Nu vil de sammen med Buqetten starte en række hold, der blandt andet skal beskæftige sig med fortælling og fotografering, og alle deltagerne vil blive inviteret på udflugter til museer. Forløbet skal filmes, så det kan vise det for de andre partnere i projektet. Det skulle også gerne føre til nogle udstillinger og optræden, som kan sendes ud i Europa.

De andre lande, der er med i projektet er Sverige, England, Frankrig, Portugal og Tyrkiet. Projektet starter med et studiebesøg i Leicester i England, hvor hovedparten af befolkningen er indvandrere. Her regner de med at kunne lære noget om, hvordan man gør personer fra fremmede kulturer interesserede i at deltage i folkeoplysningen. Senere rejser repræsentanter fra partneren til Tyrkiet for at præsentere de første resultater og for at planlægge det videre forløb.

Projektet bliver i løbet af det første år støttet med en del mindre, end vi havde søgt om, men heldigvis har Hvidovre Kommune suppleret beløbet.