Lær danskerne at kende
I NETOP Jægerspris har de siden 2001 arbejdet med integration og indføring af nydanskere i det danske samfund. Målet for de forskellige kursusforløb har været at gøre hverdagen i Danmark lettere; at nydanskerne fik mulighed for at forstå vittigheder, undgå at blive såret over bemærkninger sagt i sjov og kunne deltage i samtaler om forskellige emner. Da indfødsretsprøven indførtes, blev kurserne lige pludselig meget aktuelle. Formand for NETOP Jægerspris, Agnete Andersson, så nu en fordel i at kurserne skulle forberede kursisterne i at tage prøven. Ikke som en terpning af prøvens mange forskellige spørgsmål, men som en bred indføring i den viden, der ligger til grund for disse. Altså i grove træk en videreførelse af de eksisterende kurser. Dog krævede det, at kursernes indhold og metode blev tilpasset og afprøvet, og til dette modtog NETOP Jægerspris støtte fra Dansk Folkeoplysnings Samråd.
Erfaringerne spredes ud
Kurserne i Jægerspris har tidligere været omtalt her i NETOPnyt, da de stadig var under udarbejdelse. Nu er udviklingen af dem nået et punkt, hvor der kan evalueres. Dels har de første kursister gennemført, og dels har Agnete Andersson afsluttet den del af projektet, som hun fik støtte til fra Dansk Folkeoplysnings Samråd. Et af kravene for at få støtten var, at erfaringerne skulle bredes ud til andre interesserede. Det er nu muligt, da Agnete og NETOP Jægerspris har lavet et hæfte, der samler alt det relevante materiale, de har benyttet sammen. Hæftet er en samling meget brugbare ideer, der kan benyttes direkte eller tjene som inspiration for andre, der har lyst til at tilbyde den slags kurser.
Hent hæftet her (pdf).