Medlemskab af NETOP
NETOP optager forskellige typer af medlemmer:
- Foreninger
- Andre foreninger
- Personlige medlemmer
- Kollektive medlemmer
Foreningerne er grundstammen i NETOPs aktiviteter, og dermed er foreningerne det omdrejningspunkt, som NETOP tilrettelægger sit virke og sine servicetilbud efter. Hvis du er interesseret i de andre former for medlemskab (Andre foreninger, Personlige medlemmer og Kollektive medlemmer) bedes du rette henvendelse til NETOP København på 33 93 00 96 eller info@netoplysning.dk.
Foreninger
I følge NETOPs vedtægter gælder følgende for NETOPs medlemsforeninger:
"I NETOP kan som medlemmer optages foreninger, der ved deres optagelse forpligter sig til at virke med udgangspunkt i NETOPs værdigrundlag.
Endvidere er foreningerne forpligtede til at tilslutte sig NETOPs vedtægter og herved opnå de rettigheder og påtage sig de forpligtelser, der fremgår af NETOPs vedtægter.
Medlemmerne er forpligtede til at indberette de aktivitetstal, der er nødvendige for landsforbundets fastsættelse af medlemmernes kontingent samt landsforbundets ansøgninger om tilskud fra offentlige myndigheder og fonde.
Indberetningen af ovennævnte aktivitetstal for det foregående år skal ske senest ved udgangen af maj måned.
Foreningerne bestemmer selv navn på deres forening.
Optagelse sker ved, at foreningen skriftligt anmoder om optagelse og fremsender sine vedtægter.
Såfremt NETOPs navn ikke indgår i foreningens navn, skal det tydeligt fremgå af foreningens vedtægter og materialer, herunder programmer, præsentationsfoldere, annoncer og lignende, at foreningen er medlem af NETOP.
Ved ændring af foreningens vedtægter, skal de ændrede vedtægter indsendes til NETOP."
Hvordan bliver en forening medlem?
Hvis jeres forening ønsker at være medlem af NETOP, skal jeres vedtægter være i overensstemmelse med NETOPs vedtægter og værdigrundlag.
Hvis I er en nystartet forening er det lettest at benytte NETOPs standardvedtægter.
Men I er også velkomne til at beholde jeres eksisterende vedtægter, hvis I allerede har sådanne. Blot kan I få brug for at ændre lidt i dem. Det plejer dog sjældent at være meget mere end at indføje, at I er medlem af NETOP. Hvis I er i tvivl hjælper landssekretaríatet jer gerne.
Herudover skal I indsende en ansøgning om optagelse. Sammen med ansøgningen sender I vedtægter og en oversigt over jeres bestyrelse.
Hent ansøgningsskemaet (pdf)
Hent bestyrelsesskema (pdf)