Folkeoplysning - er det noget, man kan spise?

Af Marianne Jelved, uddannelsesordfører og Bente Dahl, folkeoplysningsordfører MF’ere for RV.

Folkeoplysning – gaaaaab – er det ikke noget, der fandtes for 100 år siden? Er det ikke noget med peddigrør og hjemmestrikkede strømper? Der var også noget med ham der Grundtvig, var der ikke? Men han er da død for længst. Det kan vel ikke være særlig aktuelt, det, han sagde dengang.

Og hvad er det med alle de der ord, der begynder med ”folke”: Folketing, folkekirke, folkeskole, folkeuniversitet, folkesag, folkehøjskole, folkeoplysning – hvad har alt det med folket at gøre? Er det ikke falsk varebetegnelse?

Lad os se:
Folketinget – her sidder de folkevalgte repræsentanter og arbejder med lovgivning.
Folkekirken – her mødes mere end 50 % af den danske befolkning omkring udøvelsen af deres tro.
Folkeskolen – her mødes rigets børn for at oplæres til at tage over, når de bliver gamle nok.
Folkehøjskoler – her mødes mennesker, som er helt forskellige og her er rum til at debattere alle emner og temaer i dialog.
Folkeuniversitet – her kan alle følge og få formidling af universiteternes fag – uanset tidligere uddannelse.
Folkesagen – hvad går det mon ud på?
Folkeoplysning – her drejer det sig om oplysning for og med folket. Her kan alle, uanset alder og geografi, køn og etnicitet få viden på det niveau, den enkelt befinder sig på. Her kan alle uanset uddannelse og hårfarve uanset boligens størrelse og beliggenhed være aktiv med det, den enkelte har lyst til.

Den danske demokratimodel har i årtier bygget på et tæt samarbejde mellem civilsamfund, stat og marked i en ligeværdig ”fordeling”, hvor civilsamfundet er udvikler af menneskelige relationer, markedet er udtryk for udbud og efterspørgsel, og statens rolle er at lovgive og respektere marked og civilsamfund. Denne rollefordeling, dette samarbejde har gjort det muligt at opbygge det danske velfærdssamfund. Demokratimodellens balance har imidlertid forrykket sig i den senere tid, og civilsamfundet har mistet terræn. Folkeoplysningen og foreningslivet har inden for de sidste år oplevet en nedskæring i tilskuddene, der for længst har nået smertegrænsen. For stat og marked vil nu have tal og beviser på effektivitet på bordet. Og områder, som ikke kan måles, nedprioriteres.

En anden tendens i tiden er, at vi alle skal være ens. Ensartetheden gør det nemmere at sammenligne. Ligheden og solidaritetstanken er erstattet af ensartetheden og den frie konkurrence.

I vores unge dage sang vi med gysen med på sangeren Tom Lehrer’s sang om ”little boxes” – mareridtet var, at vi skulle være ens i ”little boxes” små kasser, hvor vi kan måles og vejes og sammenlignes med den samme målestok. Hvis nogen er mere grønne end andre, hvis nogen er mere skæve end andre – så skal de rettes ind. Men vi kan og skal ikke være ens. Mennesker er forskellige.
Ensartethed er en umenneskelig måde at indrette samfund på – vi skal dyrke mangfoldigheden i stedet for ensartetheden. Det er netop folkeoplysningens kernekompetence. Hvor mennesker er aktive med litteratur, husflid eller vidensdeling af andre emner i et forpligtende samvær, der udvikler civilsamfundets menneskelige kompetencer – vi får mere social ”kapital” og kulturel ”kapital”, hvor ”kapital” her i sandhed betyder styrke..

Hvor meget kærlighed går der på 1 meter?
Selv om tiden er til dokumentation helt ned i måleenheden sekunder og detaljestyring, der befordrer mistillid mellem mennesker, så vil der altid være noget, der undviger sig måleinstrumenternes tyranni. Der er noget, der ikke kan måles – hvor meget kærlighed går der på en meter? Hvor meget samvær går der på en liter? Hvor meget samtale går der på et kilogram? Hvor megen omsorg fylder et pund? Hvor meget folkeoplysning skal der til for at nå op på 5 ampere?
Nej vel – det kan enhver høre ingen mening giver – men hvorfor skal så alting presses ned i samme form, den form, der kan måles, vejes, som man kan konkurrere om og inden for – som i bund og grund er en umenneskelig måde at indrette et samfund på. Hvor kan det civile samfund finde plads til at være og til at udvikle sig?  Kærlighed, samvær, oplysning, omsorg og meget meget andet – ja, mange af de værdier, der gør livet værd at leve, kan ikke måles og vejes.

Folkeoplysning er en samfundsnyttig aktivitet. Der er mange forslag fremme i tiden med hensyn til, hvilke vogne man med fordel kan spænde folkeoplysningen for. For at opnå samfundsnyttige tiltag som f.eks., fremme af folkesundheden, integrationsprojekter, frivillige indsatser som belønnes med point eller adgang til den ønskede uddannelsesplads etc. Folkeoplysning er samfundsnyttig i sig selv. Nu er det sådan, at de gode og nyttige områder som folkesundhed, integration og andet sagtens kan rummes under folkeoplysningens vinger, som del af folkeoplysningstiltag. Men projekter kan ikke stå alene. Folkeoplysningen skal have rum til at eksistere på egne præmisser – uden en umiddelbar nyttevirkning..

Folkeoplysningen har ikke berøringsangst over for dokumentation. Der arbejdes i dag med mange moderne former for dokumentation. Lad os nævne brugen af kompetenceprofiler – det afgørende er, at den enkelte skole eller forening selv udvikler det til det lokalt brug. Det må ikke presses ned fra oven.

Undervisningsminister Bertel Haarder udtalte for en måneds tid siden, at vi som folk er blevet åndeligt fattigere i den senere tid – og han peger på folkeoplysningen som et middel til at få ånden tilbage. Det er jo interessante udtalelser fra en minister i den regering, der halverede støtten i 2002. Men lad os komme i gang. Vi siger helt klart: Den frie folkelige ånd kan ikke holdes fast, hverken i flasker eller andet. Den kan kun leve og udvikle sig i frihed. Ligesom H.C. Andersens nattergal.  Så giv den dog den frihed og de økonomiske rammer, der skal til, for at den kan leve, hr. minister.