Ekstra gevinst i aftenskolen

KompetencerapportNy rapport fastslår, at deltagere i aftenskolen lærer meget mere, end vi hidtil har kunnet dokumentere. Rapporten er resultatet mellem projektet om realkompetence, som NETOP og LOF har gennemført i samarbejde.

Resultaterne af  NETOPs og LOF’s realkompetenceprojekt
Realkompetenceprojektet dokumenterer, at der finder en kompetenceudvikling sted i aftenskolen. Resultaterne fra de enkelte hold viser, at der er tale om stor mangfoldighed i relation til, hvilke kompetencer der udvikles på de enkelte aftenskolekurser. Samlet set kommer de fleste fag i projektet i berøring med en overvejende del af de 11 kompetencer, modellen inddrager.

Projektets erfaringer peger på, at en implementering af kompetencemodellen i aftenskolen rummer gode perspektiver både for skolerne, lærerne og deltagerne. For skolerne vil det dreje sig om kvalificering og synliggørelse af deres praksis. For lærerne vil det dreje sig om kvalificering af deres undervisning samt faglige udvikling. For deltagerne vil det dreje sig om at få et redskab, der kan anvendes dels i forhold til selvevaluering, dels i forhold til en kommende realkompetencevurdering. I november 2004 kom Regeringen med en ”Redegørelse om anerkendelse af realkompetencer i uddannelserne”. Den beskriver de fremtidige muligheder og placerer folkeoplysningen og herunder aftenskolerne som en vigtig medspiller, fx hvad angår udvikling af metoder til dokumentation af realkompetencer. Netop set i dette lys er et fortsat arbejde med udvikling af kompetencemodellen, som én måde at dokumentere kompetencer på, overordentligt vigtigt.

NETOPs og LOF’s udviklingsprojekt ”Kompetenceudvikling i folkeoplysningen – udvikling af kompetencebeskrivelsesmodel for aftenskoleområdet” (realkompetenceprojektet) blev afsluttet med udgangen af november måned. Projektet har omhandlet udvikling, afprøvning og evaluering af en model til beskrivelse af aftenskolekursisters kompetenceudvikling i relation til faget.

Formålet med projektet har dels været at bidrage til kompetenceafklaring hos den enkelte kursist, dels at synliggøre aftenskolernes rolle som udvikler af realkompetencer. Endvidere var det målet med projektet, at den model, som skal belyse kursisternes udvikling af realkompetencer skulle have en anvendelsesværdi både for deltagerne, for lærerne og for skolerne/foreningerne.

Kompetencemodellen er udviklet som en lang række spørgsmål knyttet til 11 kompetencer. I forhold til disse spørgsmål skal kursisten vurdere egen udvikling i løbet af kurset. Kursistens besvarelse omsættes herefter elektronisk til et grafisk udtryk – en kompetenceprofil. Deltagerens kompetenceprofil viser på hvilke af de 11 kompetencer hun/han har udviklet sig i løbet af kurset og i hvilket omfang. Der er altså tale om en profil, der alene viser den kompetenceudvikling, der har fundet sted på kurset og ikke deltagerens samlede kompetencer.

Projektet har involveret 10 forskellige aftenskoler (5 fra NETOP og 5 fra LOF) hver med ét hold og én lærer. 87 aftenskoledeltagere har afprøvet kompetencemodellen.

Afprøvning af kompetencemodellen har været med til at øge deltagernes bevidsthed om kompetencebeskrivelse generelt og om kompetenceudvikling i aftenskolen i særdeleshed. Deltagerne har oplevet en større erkendelse af, hvad kompetencebegrebet dækker over samt en erkendelse af, at udvikling af kompetencer kan bidrage positivt til selvudvikling.

Evalueringen viser, at der er brug for yderligere udvikling af kompetencemodellen.

Perspektiverne for et videre arbejde med færdiggørelse af modellen indebærer en udviklingsfase og en implementeringsfase. Afprøvning af modellen har vist nogle utilsigtede fejl og mangler. Udviklingsfasen indebærer derfor en operationalisering og kvalificering af modellen, sådan at den i fremtiden først og fremmest bliver entydig og også Internetbaseret. Skolerne og især lærerne vil spille en vigtig rolle i implementeringsfasen. Der vil være behov for en helt særlig indsats i forhold til information og viden om perspektiverne i arbejdet med kompetencebeskrivelser generelt og særligt i forhold til aftenskolernes praksis. Denne indsats vil være alfa og omega for projektets succes og dermed for en synliggørelse af aftenskolerne som kompetenceudvikler.

I skrivende stund er vi ved at udarbejde en ny projektbeskrivelse, der sammen med en god portion lobbyarbejde skal være med til at sikre økonomiske midler til at færdigudvikle og implementere modellen. Det er målet at have en færdig model klar, så de første deltagere kan afprøve den i foråret 2006.

Vi håber, at mange flere skoler i løbet af 2005 vil finde det interessant og udviklende at gå med i projektet og introducere kompetencemodellen for deres lærere og kursister.

Rapporten kan findes på Lærerportalen, hvor der også findes flere informationer om projektet.