Loven om 10 pct puljen
I det følgende har vi forsøgt at forenkle lovens tekst og forklare i almindeligt sprog, hvordan man laver et 10 %-arrangement. Du kan finde reglerne i Lovbekendtgørelsens §§ 5,6 og 7.
Man kan dele lovens beskrivelse af 10 %-puljen op i tre hovedemner: hvilke type aktiviteter, hvem kan deltage og hvordan administreres puljens midler?
Hvilke aktiviteter?
Først og fremmest skal aktiviteterne være debatskabende. Det vil sige, at deltagerne aktivt skal inddrages i diskussionerne. Derfor er det vigtigt med en oplægsholder, der forstår at få salen med.
Aktiviteterne skal omhandle væsentlige emner, der har interesse for fællesskabet. Det har de fleste emner, hvis man finder den rigtige synsvinkel, men det er vigtigt, at man ikke finder et emne, der kun interesserer en meget lille gruppe mennesker.
Der er stor frihed omkring, hvad aktiviteterne mere præcist skal indeholde. Loven foreslår, at emnerne for eksempel kan være af lokal, global, musisk, politisk, håndværksmæssig eller religiøs karakter. Omvendt er der grænser for, hvad der accepteres.
Ligesom ved normal folkeoplysning må aktiviteterne ikke indeholde agitation, behandling, underholdning, valgkam-pagner, forkyndelse eller udbredelse af overtro. Det er i orden at invitere politikere til at debattere et bestemt tema, men I må ikke afholde vælgermøder for 10 %-midlerne.
Der er ingen grund til stå alene med arbejdet omkring et 10 %-arrangement. Aktiviteterne må gerne laves i samarbejde med andre foreninger, organisationer, institutioner osv. Hvis man samarbejder med et andet oplysningsforbund, kan man for eksempel slå pengene sammen og lave et større arrangement. Andre typer organisationer kan også hjælpe med enten økonomisk eller anden bistand. Hvis I vælger at samarbejde med partnere i andre kommuner, skal I huske at få en godkendelse fra folkeoplysningsudvalgene i de implicerede kommuner.
Der er sådan set ingen krav til formen for arrangementerne. Så længe deltagerne inddrages i en debat, er der frit slag. Formen kan for eksempel være debatmøder eller foredrag.
Hvem kan deltage?
En stor fordel ved 10 %-puljen er, at der ikke behøver at være deltagerbetaling. Det vil sige, at der er rigtig god mulighed for at trække mange folk til. Dermed kan I også bruge 10 %-aktiviteter til at reklamere for foreningen som sådan – og dermed også for dens andre aktiviteter.
Ligesom emnerne skal have bred interesse, skal aktiviteterne også have en bred målgruppe. Det kan være svært at vurdere, hvorvidt for eksempel enlige mødre er en bred nok målgruppe. Hvis I er i tvivl, bør I kontakte jeres kommunes folkeoplysningsudvalg og høre, hvordan de ser på det.
Aktiviteterne skal være åbne for alle. Selv om man har en bestemt målgruppe, må man altså ikke afvise andre – med mindre de ikke overholder krav som tilmeldingsfrist eller lignende.
Aktiviteterne skal annonceres offentligt. Man kan ikke nøjes med at sende et brev ud til en kreds af personer, som man ved, er interesseret. En annonce i avisen eller et opslag et offentligt sted, for eksempel i den lokale brugs kan gøre det.
Administration
Kommunen kan i vid udstrækning fortolke den nye lov, og derfor kan den komme med specielle regler. Hvis I er i tvivl om noget, er det derfor en god idé lige at tjekke med jeres kommune og/eller folkeoplysningsudvalget.
Støtten kan afregnes på andre udgifter end lærer- og lederløn. I kan altså bruge hele beløbet på annoncer i lokalavisen eller til leje af lokale, hvis resten er på plads, men I må også gerne betale jeres oplægsholder med støtten.
Der er dog grænser for, hvad I må bruge penge til. 10 %-puljen må ikke anvendes til befordring af deltagere, forplejning og overnatning, materiel af blivende karakter, handicapbetingede udgifter og entréudgifter.
Der skal aflægges et særskilt regnskab for arrangementet, så det er til at se, hvad der er traditionel folkeoplysning, og hvad der er 10 %-aktivitet. Hvis I har samarbejdspartnere, skal det af regnskabet tydeligt fremgå, hvor stor en andel (ressourcemæssig, økonomisk o. lign.) hver partner har i arrangementet.
I den årlige beretning til kommunen (som også er indført med den nye lov) skal foreningen redegøre for aktiviteterne (antal arrangementer og det skønnede antal deltagere).
Hvis ikke der bliver lavet 10 procentaktiviteter, skal de 10 % af støtten betales tilbage. Det betyder dog ikke, at I får 10 % mindre i støtte det efterfølgende år.