Fra NETOPnyt 2 - 2005:
Af Martin Hansen, Informationskonsulent
Overskriftens parole lyder måske lettere overdrevet. Men faktum er, at NETOP nu tilbyder alle medlemsforeningerne mulighed for gratis at få deres egen hjemmeside. En hjemmeside, som tilmed er meget let at vedligeholde.
Let for alle at bruge, gratis og flot design. Det var de tre kriterier, vi havde, da vi satte gang i at udvikle et hjemmesidesystem til lokalforeningerne. Derfor var vi nødt til at se bort fra de mest traditionelle løsninger. Det valgte system opfylder alle tre kriterier og er klar til at blive præsenteret på årets landsmøde.
Kræver kun Internet
Der findes en masse programmer til at lave hjemmesider i, men de koster enten en masse penge eller en masse tid at lære at bruge – ofte både og.
I stedet har vi kastet blikket på et system, der ikke kræver et specielt program hos den, der skal vedligeholde hjemmesiden. Det kræver faktisk kun, at man har adgang til Internettet. En anden – og måske større – fordel er, at det valgte system er meget let at gå til, også selv om man ikke er vant til at arbejde med hverken hjemmesider eller computere. Ét af de største problemer med at have en hjemmeside er ofte vedligeholdelsen. En uopdateret hjemmeside er faktisk meget værre end slet ingen hjemmeside. De besøgende bliver irriterede over, at alle oplysningerne er forældede. For eksempel hvis aftenskolen er flyttet fra adressen, og sidste arrangement blev afholdt to år tidligere. Derfor er det vigtigt, at siden løbende opdateres. Efter et introduktionskursus er man i realiteten klar til at vedligeholde sin egen hjemmeside – og hvis man kommer i tvivl, er der naturligvis hjælp at hente i form af en udførlig manual eller ved at ringe til landssekretariatet.
Forskellige design
Den store brugervenlighed giver nogle begrænsninger. Som allerede nævnt, var det et kriterium, at hjemmesiden skal være nem at redigere for alle. Derfor har vi på forhånd fravalgt en række muligheder, der kan forvirre mere, end de hjælper. Det betyder blandt andet, at man ikke har uanede muligheder for at lave sit helt eget design. Vi har dog forsøgt at kompensere for dette. Systemet er bygget op over en designskabelon, som er lavet på forhånd. Men der er ni forskellige skabeloner, så foreningen kan vælge den, der passer bedst til foreningens profil.
DOFO er integreret
En af de muligheder, der gør dette hjemmesidesystem meget interessant, er, at det kan integreres med administrationsprogrammet DOFO. Det betyder, at en forening, der bruger DOFO i den daglige administration, automatisk kan få vist alle sine kurser på Internettet. Med andre ord behøver man kun at taste oplysninger om sine kurser ind i DOFO, og så er de straks også på hjemmesiden. Tilmed finder hjemmesiden selv ud af kun at vise de kurser, som er aktuelle. Og besøgende på hjemmesiden kan tilmelde sig direkte via hjemmesiden.
Udvidet version
I princippet er det hidtil beskrevne system baseret på samme system, som landsforbundets hjemmeside. Den primære forskel består i, at vi har fravalgt en række muligheder, som de fleste skoler alligevel ikke – eller meget sjældent – vil få brug for. Men vi er klar over, at der findes medlemmer, der har stor erfaring med at lave hjemmesider. Derfor tilbyder vi også en mere åben version af hjemmesidesystemet. En version med mange flere muligheder, for eksempel for at oprette undersider, lave nyhedsmails og meget mere. Den åbne version kan stadig benytte de forskellige designskabeloner, så man behøver ikke at hyre et IT-firma til at lave design.
Præsentation
Systemet præsenteres på årets landsmøde, hvor enkelte foreninger også får mulighed for at få lavet deres nye hjemmeside. Desuden planlægges en række regionale kurser i brug af systemet i efteråret 2005. Kontakt Martin Hansen på telefon 33 93 00 96 eller martin@netoplysning.dk for flere oplysninger.
Teknikken
NETOPs hjemmesider er opbygget i et CMS (Content Management System) ved navn Umbraco. CMS er blot et smart ord for indholdsstyring. I et CMS er designet defineret på forhånd, og man skal kun vedligeholde indholdet.
Hvis man vil ændre design, skal man vide en del mere om systemet, for så skal man populært sagt ind og rode i de bagvedliggende koder. Vi har i NETOP ikke den fornødne viden til at gøre dette og har i stedet allieret os med IT-firmaet Ebita, som klarer al programmering – og i øvrigt også bidrager med professionelt design.