Drejebog for pressekontakt
(udviklet af Rambøll management)

Egnet til …
Egnet til at skabe opmærksomhed om særlige begivenheder til en bred målgruppe

Kræver en historie eller en begivenhed (eks. Et særligt arrangement eller et nyt kursuskatalog)

Hvornår kan du bruge pressen?
Henvend dig kun, når du har en (god) historie. Den skal leve op til et eller flere af nyhedskriterierne:

  • Væsentlighed
  • Nærhed
  • Sensation
  • Aktualitet
  • Konflikt

Vær realistisk! Historien skal være interessant for en stor gruppe mennesker. Det er ikke nødvendigvis en god historie, at der er et nyt kursuskatalog på gaden. Det kan til gengæld godt være en historie, hvis der er et spændende nyt kursus i år.

Lokale medier stiller ikke så store krav som nationale. Det er en god tommelfingerregel, at jo mere lokalt et medie er, jo nemmere er det at få sin historie i. Det skyldes, at nærhed er et af de vigtigste nyhedskriterier.

Sådan gør du:

  1. Definer nyhedshistorien – hvad vil du gerne fortælle?
  2. Skriv en kortfattet pressemeddelelse (max 1 side)
  3. Udvælg de vigtigste medier
  4. Lav en liste over navngivne journalister på udvalgte medier og deres e-mail-adresser
  5. Ring evt. til redaktionerne og spørg, hvem du skal sende til
  6. Send pressemeddelelsen på mail
    1. Til dagsaktuelle: Om morgenen
    2. Til længere produktionstid: I god tid inden deadline

En pressemeddelelse skal indeholde:

  1. En overskrift, der fænger og opsummerer nyheden
  2. En manchet, der fortæller nyheden på et par linier
  3. Brødtekst, der først fortæller det vigtigste og derefter baggrunden (den omvendte nyhedstrekant)
  4. Evt. Baggrundsoplysninger
  5. Kontaktperson med navn og telefonnummer
  6. Vedhæft evt. supplerende materiale, billeder mv.

Byg altid pressemeddelelsen op efter ”den omvendte nyhedstrekant”:

Start med at fortælle det vigtigste: Hvad er nyheden og historien i korte træk.

Skriv derefter selve historien. Sørg for at dække hvem, hvad, hvor, hvornår.

Til sidst kan du give baggrundsoplysninger. Det kan for eksempel være lidt om aftenskolen, adresse, kontaktoplysninger mv.

Husk: Jo mere du kan skrive selv, jo nemmere er det for journalisten at lave artiklen. Det kræver dog, at du holder dig på et informerende plan og ikke begynder at reklamere for meget.

Hvis du kan vedlægge/vedhæfte billeder, bliver det også nemmere for journalisten at lave en artikel. Sørg for, at billederne har en god kvalitet, og at de understøtter historien i pressemeddelelsen.

Vær opmærksom på …
I forhold til journalister er det ofte en god idé at ringe, før man sender en pressemeddelelse. Spørg helt uformelt, om de kunne være interesserede i den type stof og hør dem, hvornår de skal bruge noget fra dig for at kunne nå at skrive det. Brug samtalen til at få en aftale med en specifik journalist. Det virker bedre end at sende til redaktionen.

Hvis du kan, så inviter journalisten til et arrangement/kursus. Det giver ofte længere og bedre historier. Desuden virker det mere troværdigt på læserne.