Aflønning af ledere

Skolelederen aflønnes efter Undervisningsministeriets bekendtgørelse om løn- og andre ansættelsesvilkår for ledere og lærere ved undervisning m.v. efter lov om støtte til folkeoplysning.

Bekendtgørelsen indeholder bl.a. bestemmelser om:

  • rådighedsbeløb (det maksimale beløb den enkelte skole må bruge til aflønning af leder/ledere i forhold til folkeoplysningen).
  • lederløn (lønrammer)

Rådighedsbeløb
Rådighedsbeløbet bruges bl.a. til at beregne, hvor meget skolen har til at aflønne skolelederen. Rådighedsbeløbet udgør 13 % af skolens samlede udgifter til løn til lærere i det pågældende regnskabsår. I den forbindelse må der højst medregnes 6 lærerløntimer pr. foredrag. Rådighedsbeløbet er, hvad foreningen maksimalt må bruge på lederløn.

Rådighedsbeløbet skal dække løn, feriegodtgørelse, ferietillæg, ATP samt andre lovbestemte udgifter, der måtte komme i fremtiden.

Inden for rådighedsbeløbet kan skolen afholde ekstraudgifter til løn i forbindelse med sygdom, sygedagpenge og dagpenge til ledighedsdage. Disse uforudsigelige omkostninger godkendes som lønudgift af kommunen.

Lederløn
En heltidsbeskæftiget leder, hvis årlige arbejdsnorm er på 1924 timer inkl. ferie og søgne- og helligdage, kan højst aflønnes med et beløb svarende til skalatrin 48 i statens tjenestemandslønsystem med et reguleret tillæg.

Lederen skal mindst aflønnes med et beløb svarende til skalatrin 36.

Deltidsansatte ledere aflønnes forholdsmæssigt efter ovenstående lønrammer.

Timelønnede ledere (maksimalt 700 timer eksl. ferie) skal aflønnes efter trin 42 der er en sats for en arbejdstime på 60 minutter.

Heltidsledere og deltidsledere med mere end 15 timer pr. uge, der holder ferie med løn, skal have et ferietillæg på 1,5 %. Andre ledere (timelønnede og deltidsansatte med mindre end 15 timer pr. uge) skal have 12,5 % i feriegodtgørelse.

Der kan ydes et engangsvederlag som honorering for særlig indsats. Der er også en sats for dette vederlag.

Find de aktuelle satser for alle ovenstående beløb her.

Undtagelser
Det er naturligvis kun når der til aflønnes i forhold til aktiviteter med støtte under folkeoplysningsloven, at ovennævnte lønrammer gælder. Hvis foreningen laver aktiviteter, der finanseres på anden vis, skal man undersøge de gældende regler. Og hvis foreningen laver aktiviteter, der fx fuldstændigt er dækket af deltagerbetaling, er der ingen særlige regler for, hvordan der skal aflønnes.